| Udlejningsbådene |
|
Limfjordsmuseets bedste museumsgenstand er fra 1861. Den er 3 meter dyb og 4,4 kilometer lang, og den er bygget af 400 mand, over en periode på knapt 5 år. ”Genstanden” er naturligvis den unikke Frederik den VII’s Kanal - 1800-tallets svar på Storebæltsbroen. Limfjordsmuseet tilbyder nu en helt unik oplevelse, hvor man på egen hånd ror ud i historien.
Limfjordsmuseet udlåner nu nogle smukke Limfjordskåge til unikke oplevelser på egen hånd op ad Frederik den VII's Kanal. Udlåningsperioden er 15/6 -31/8, men kan dog også finde sted på andre tidspunkter efter aftale. Bådene er nøjagtige kopier af en Limfjordskåg, der er at finde på Limfjordsmuseet. Der er plads til 5 personer pr. båd og der er mulighed for at ro helt ud til kanalbetjenthuset i Lendrup, hvor man kan indtage sin medbragte mad. Men bliver man træt eller sulten kan man jo også holde et hvil og tage en badetur i Limfjorden, der hele tiden er klods op ad kanalen. Limfjordsmuseet tilbyder også at levere lækre frokostkurve til turen. De kulinariske kanaloplevelser skal dog i givet fald bestilles dagen før.
OBS: Det er gratis at låne kågene, når entreen er betalt. |